Om retræte

Hvad er retræte?

Retræte betyder at ”trække sig tilbage”. Dette kan – ikke mindst i vor moderne virkelighed - være en nødvendighed for at finde ro og hvile i en meget hektisk og krævende hverdag.

I den kristne tradition har det at søge mod øde steder været en vigtig del af den åndelige praksis. Jesus selv søgte ofte ud mod øde områder, hvor han kunne være alene med Gud. Han vandrede 40 dage i ørkenen, for i ensomhed at finde ud af sin livsvej. Han kom afklaret tilbage, parat til at tage det kors op, som var hans.

Ørkenspiritualiteten

I de første århundreder efter Jesu død søgte mange mennesker ud i ørkenerne for at finde deres livsvej som kristne. Der opstod små samfund af mennesker, der dannede fællesskab, langt væk fra de store byers kamp og larm.

Ørkenfædre og –mødre er kendt for at have levet i huler langt ude i ørkenen, hvor de måtte klare sig uhyre asketisk. Der var næsten ingen vand, og de omstrejfende kameler og vilde ørkendyr kunne på ingen tid spise alt, hvad eneboerne møjsommeligt havde forsøgt at dyrke uden for deres huler. Trods de meget ydmyge kår blev de mennesker, der levede i ørkenen på denne måde, værdsat meget højt. Folk søgte dem fra nær og fjern for at få åndelig vejledning. Jævnligt måtte de rykke længere og længere ud i ørkenen for at sikre, at de fik bare en lille smule fred. Og for at klare sig, måtte de ofte søge sammen, i mindre små fællesskaber. Dette dannede grobund for det, der siden blev til klostersamfundene.

I klostrene udvikledes der gennem tiden mange former for bønspraksis, som blev en del af den daglige rytme. Selve rytmen hjalp den enkelte munk eller nonne til at leve i indre fred, og til at fordybe sig i sit forhold til Gud. Men der var også meget hårdt arbejde i klostrene. En af de tidligste og mest kendte klosterregler, Sankt Benedikts regel fra 500-tallet, taler om den vigtige balance mellem bøn og arbejde. Denne balance har man siden forsøgt at opretholde i de fleste klostre verden over, selvom nogle klostre har et større kald til et mere meditativt og stille liv, mens andre lægger vægt på det sociale og udadvendte engagement i verden.

Ignatius af Loyola

En af impulserne til den form for retræte, vi kender idag, kom fra Ignatius of Loyola, som levede i 1500-tallet, samtidigt med Luther. Han dannede en stærk tradition blandt den orden, hans stiftede, Jesuitterne, om at fordybe sig i de bibelske tekster på en særligt metodisk og grundig måde. Den inspiration, der kom fra Ignatius, har siden inspireret mennesker verden over til at tage på retræte med det formål at fordybe sig i den bibelske virkelighed og i deres personlige Gudsforhold, gennem en form for åndelig, kontemplativ læsning, hvor man samtidig følges dagligt af en vejleder.


Hvad vil vi på Ådalen?

På Ådalen retræte er vi inspireret af den ignatianske tradition, samt af den svenske retræteleder Magnus Malm, der på en moderne måde har udviklet retrætens form, sådan at den henvender sig til mennesker, der har brug for at finde ro i en stresset hverdag.

Vi vil gerne danne en positiv ramme omkring mennesker, der søger fred og hvile, og som har brug for hjælp til at finde nye kræfter midt i en udfordrende hverdag. En stor udfordring for mange af os i dag er for eksempel udbrændthed – og det var gennem den personlige opdagelse af, hvad retræten kan betyde i en sådan situation, at vi blev inspirerede til at starte Ådalen.

Vi vil derfor gerne byde velkommen til et moderne ”ørkenliv” – ikke midt i en ørken, men i frodige og nærende omgivelser, hvor den daglige, meditative praksis, side om side med bibellæsning og bøn danner rammen om en livsrytme, der kan minde om de gamle klostres dagligdag.

Forskellen er, at retræten her tilbydes som ”en vej frem” – altså som en måde at kunne vende tilbage til hverdagen med fornyede kræfter og en anderledes indsigt i livet. Ikke en vej ”væk fra verden”, men en vej ind i livet, fra et nyt perspektiv. Et perspektiv, hvorfra lydhørheden og evnen til at lytte til Gud og sine egne dybere ressourcer bliver næret og bragt frem i lyset.